Pernille Baastrup

Interior | Design | Home

Forfatter: Pernille Baastrup (Page 2 of 2)

Byggetilladelsen er landet!

Som jeg tidligere har omtalt her på bloggen, skal jeg have renoveret mit køkken, og i den forbindelse vil jeg have revet væggen ned mellem køkkenet og spisestuen. Det er en bærende væg, og det har derfor været nødvendigt at få lavet ingeniørberegninger samt søge byggetilladelse. Beregningerne fik jeg for noget tid siden, og byggetilladelsen søgte jeg sidste mandag – og allerede i dag, en uge efter, har jeg fået min tilladelse. Frygtede at der ville gå måneder, inden den gik igennem, men Københavns Kommune arbejder for en gangs skyld hurtig 🙂

Væggen, der skal rives ned, er den for enden af min spisestue, som du lige kan ane på billedet ovenfor. Jeg forestiller mig, at det nogenlunde kommer til at se således ud:

Jeg faldt engang for lang tid siden over dette billede på Instagram (kan ikke huske, hvem der har lagt det ud. Måske Reform?), og det har været min inspirationskilde i forhold til køkkenprojektet. Hullet bliver dog ikke helt så bredt, og køkkenet ved jeg endnu ikke, hvad skal være. Det kommer efteråret til at gå med at finde ud af!

Nordiske designklassikere hos Designtorget

[Reklame for Designtorget]

I tirsdags besøgte jeg Designtorget i Malmø. Jeg havde fri pga. Grundlovsdag, så det var oplagt at tage en tur over på den anden side af sundet.

Designtorget forhandler nordisk design til hjemmet. Sortimentet består i høj grad af klassikere, men samtidig også af nyere produkter, som Designtorget tror på bliver fremtidens designklassikere. Fælles for alle produkter hos Designtorget er dog, at de er af høj kvalitet og har deres egen historie. 

Jeg har længe været ret forelsket i lilje lysestagen fra Skultuna, som vel nærmest er den svenske pendant til Georg Jensen. Lysestagen er designet af Ivar Ålenius Björk for Ystad-Metall i forbindelse med verdensudstillingen i New York i 1939. Ystad-Metall lukkede ned i 1969, men lysestagen er igen sat i produktion af Skultuna og er i dag blevet en moderne designklassiker. Med god grund, lysestagen er efter min mening et lille kunstværk.

Udover Lilje lysestagen kom jeg desuden hjem med Nattlight, designet af den hollandske designer Richard Hutten for Skultuna i 2011. Man kan vel aldrig få nok lysestager, vel? 🙂

Jeg synes ofte jeg har manglet en god taske, som jeg kan tage med mig på shopping. Designtorgets egen Frö taske er perfekt til dette formål. Designet er helt klassisk og af groft naturlæder fra Tärnsjö garveri på Öland. Den virker super robust, og jeg tror, den vil komme til at holde i mange år.

Slutteligt faldt jeg for kopperne, som i kan se på billedet nedenfor. De er hånddrejet af keramikeren Camilla Engdahl og glaseret med en sort glasur. Kopperne er helt unikke, og der er således ikke to, der er ens. De fås både i sorte og hvide. Jeg synes, de er super søde og glæder mig til at byde gæster på en kop kaffe!

Du kan se hele Designtorgets sortiment her: www.designtorget.se

Farvel til skrivebordspladsen

Jeg har i noget tid været utilfreds med min stue, især hjørnet med den lille skrivebordsstation, som jeg desuden sjælden sidder ved. Så for et par weekender siden pillede jeg det altså ned. Grunden til, jeg ikke havde gjordt noget ved det før, var de 14 kæmpe metal rawplugs, der gemte sig bag skinnerne, som stammer fra en reol, der har hængt på væggen tidligere.

Selv er jeg ikke særlig handy, så jeg er lidt afhængig af hjælp til den slags. Men det lykkedes heldigvis at få alle 14 rawplugs ud, hvoraf kun 2 efterlod nogle rigtig grimme huller. Jeg havde frygtet, at jeg skulle til at sætte filt på muren igen, men klarede det heldigvis med pollyfylla og så en gang maling til hele stuen.

Jeg synes, resultatet er blevet ret godt, men jeg mangler faktisk lidt min skrivebordsplads nu, så jeg går lige og overvejer, om mit gæsteværelse skal laves om til kontor. Sjovt som det ene projekt altid fører et nyt med sig, hehe 🙂

Kurve crush

Jeg har fået et lille crush på kurvene fra Lillerød. Jeg husker, at have set nogle magen til hjemme hos mine bedsteforældre, men aner ikke, om det har været fra samme producent, eller om det måske bare har været en udbredt fletteform tidligere.

Under 3daysofdesign mødte jeg Lisbeth Kamstrup-Holm, der står bag Lillerød og som fortalte lidt om historien bag virksomheden, der går tilbage til 1890. Filosofien var dengang at skabe smukke og nyttige kurve til hverdagsbrug ud af de materialer, som skoven stillede til rådighed. Dengang var det primært fyrretræ, der blev anvendt til formålet. I 1970 lukkede Lillerød dog ned for produktionen.

Lisbeth genskabte virksomheden i 2016 med samme filosofi, dog men en mere moderniseret kvalitet og finpudsning. Da fyrretræ med tiden ofte bliver gult, laves kurvene i dag i stedet for af asketræ, som bare har en super smuk lys brun farve og en rigtig fin struktur.

Alle kurvene er håndlavede i Danmark af mennesker, som er uden for det almindelige arbejdsmarked. Målet med det, er bl.a. at give mennesker, som har allermest brug for det, et meningsfyldt arbejde og liv – det er altså noget, der giver plusser i min bog 🙂

Kærlighed til møbler

&tradition er flyttet i nye lokaler, og det er blevet fejret under 3daysofdesign. Jeg var nysgerrig for at se, hvordan de havde indrettet sig og var derfor også forbi huset, som de har valgt at kalde “Home of A Collector”. Og det står hurtigt klart, hvorfor de har valgt dette navn.

På første sal har &tradition indrettet et galleri, hvor møblerne er blevet ophøjet til udstillingsobjekter. Det iscenesætter møblerne på en helt anden måde end i traditionelle showrooms, hvor møbler ofte præsenteres i en kontekst, som inspirerer og vejleder os i forhold til, hvordan vi kan og bør indrette os hjemme i vores egen bolig.

I hjemmet omgiver vi os gerne med ting, vi holder af, og som har en betydning for os. Hos &tradition understreges denne kærlighed til møblerne, der præsenteres på en måde, som fokuserer på skønheden i det enkeltstående møbel.

Denne skønhed forstærkes endvidere i lokalerne, der på klassisk vis er indrette med stuklofter, høje paneler og sildeben. Smukkere omgivelser findes efter min mening ikke, og jeg er ret spændt på at følge &traditions fremtidige planer med disse lokaler.

Følelsen af hjemme hos Ferm Living

København har de sidste tre dage været fyldt med designelskere. Der har nemlig været 3daysofdesign, en festival hvor designvirksomheder har præsenteret nye produkter, afholdt events og vist deres showrooms frem. Festivalen har eksisteret siden 2012, og det er blevet lidt en tradition for mig at tage rundt og se de forskellige udstillinger om lørdagen.

I år var min intention egentlig, at jeg skulle samle noget inspiration til mit køkkenprojekt, men min opmærksomhed blev hurtig afledt af især to udstillinger. Den første kan du læse mere om nedenfor, og den anden kommer der mere om på bloggen i morgen.

Jeg startede dagen hos Ferm Living, der med deres showroom “The Home” midt på Amagertorv bød gæsterne velkommen hjem. Og hjemme følte jeg mig hurtigt i lokalerne, der er indrettet som en rigtig lejlighed. Stemningen er afslappet, og personalet er utrolig imødekommende og fortæller mig, at jeg bare skal føle mig hjemme.

Ferm Living har længe eksperimenteret med farver, og jeg synes virkelig, de har skabt en helt unik stil, som adskiller dem fra de øvrige designvirksomheder. Derudover er Ferm Living efter min mening utrolig gode til at tænke helheden ind i deres designs. Deres produkter præsenteres næsten altid i en kontekst, der er hjemlig og inspirerende, hvilket kun understreges endnu mere i lejligheden på Amagertorv.

The Home er normalt lukket for offentligheden, men får du muligheden på et tidspunkt, er det klart et besøg værd. Der er så mange detaljer i denne lejlighed, som gør, at man kan blive ved med at gå på opdagelse og vende tilbage til de forskellige rum for lige at gense farvekombinationen, sammensætningen af puder eller billedvæggen. Det er i det hele taget svært at forlade hjemmet igen.

Borddækning med nyt og gammelt

Min pinseweekend har stået på familiebesøg. Oprindeligt er jeg fra Jylland, hvor størstedelen af min familie stadig bor, så det er altid lidt af et projekt, at skulle arrangere familiekomsammen. Heldigvis er min lejlighed stor nok til, at hele familien kan overnatte hos mig, hvilket er rigtig hyggeligt.

Jeg er et familiemenneske, og det kommer også til udtryk i min indretning. Jeg holder meget af at sammensætte nyt design og gamle arvestykker og kan godt lide, at hvert element har en historie med sig.

I denne weekend dækkede jeg op med tallerkener fra stellet Kornblomst, som er fra min bedstemor, og vandglas fra min mormor. Bestikket er nyt portugisisk design fra Cutipol, hvilket bl.a. kan købes hos DANSK Made for Rooms i Istedgade og Merci i Paris.

Vaserne fra Lyngby Porcelæn er en blanding af arvestykker fra min mormor og nyindkøbte. Jeg fyldte dem med orangerøde nelliker, som efter min mening komplementerer de kølige farver godt.

Jeg håber, du har haft en rigtig dejlig pinse!

Jonathan Lawes

Jeg lavede for noget tid siden et samarbejde med Jonathan Lawes på Instagram. Jeg kendte ikke noget til hans arbejde, før han kontaktede mig, men blev med det samme ret vild med hans værker.

Jonathans grafiske prints udtrykker en kærlighed til geometriske former og mønstre, men på en måde som efter min mening er lidt utraditionel og som bærer præg af, at der i processen ikke har været anvendt grids eller guidelines. Formerne er således skæve og måske lidt tilfældigt lagt på, hvilket dog udtrykker en dynamik, som gør værkerne super interessante.   

Jeg kan utrolig godt lide simpelheden og formernes uregelmæssigheder, som ofte er krydret med kraftige farver. På mit print er det en orange neon cirkel, som virkelig falder i øjnene og bryder det ellers neutrale farvetema. På trods af min meget hvide lejlighed, er jeg faktisk rigtig glad for farver, dog ikke for mange – og slet ikke på én gang. Derfor synes jeg, at dette værk passer helt perfekt ind i mit hjem.

Du kan se mere af Jonathan Lawes’ arbejde her: https://jonathanlawes.com/

 

Projekt: nyt køkken

Der er sjældent billeder af mit køkken på Instagram, og det er der en grund til. Det er nemlig ikke særlig pænt. På et tidspunkt blev jeg så træt af at kigge på det, at jeg rev overskabe og klinker ned på en af væggene, og det resulterede i den grå væg, i ser på billedet. Det er efterhånden to år siden.

Renoveringen af mit køkken er et lidt større projekt, og jeg har brugt de sidste par år på at spare sammen til det. Men nu har jeg endelig taget hul på projektet igen.

Projektet omfatter væltning af en bærende væg, så i første omgang har jeg sat nogle ingeniører til at lave beregninger for mig. Derefter skal projektet godkendes hos Københavns Kommune, og så kan det egentlige arbejde med at vælte væggen forhåbentlig gå i gang.

Når dette er gjort, kan jeg komme i gang med køkkenet, så inden da skal jeg lave en masse research på køkkener, men jeg har selvfølgelig allerede nogle favoritter. Reform og Multiform står højt på min ønskeliste, men det kan godt være, jeg skal spare en anelse mere sammen, før det kan lade sig gøre, hehe. Det vigtigste for mig i forhold til køkkenet er, at det er enkelt, funktionelt og af gode materialer.

En vigtig faktor er også, at pladsen udnyttes godt, da mit køkken ikke er særlig stort. Jeg synes, Kvik har lavet en fin løsning med at udnytte soklen til skabsplads. Så de er helt klart også på listen over køkkener, jeg skal kigge nærmere på.

Har du andre forslag, må du endelig kommentere på indlægget.

Page 2 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén