Pernille Baastrup

Interior | Design | Home

Forfatter: Pernille Baastrup (Page 3 of 3)

Borddækning med nyt og gammelt

Min pinseweekend har stået på familiebesøg. Oprindeligt er jeg fra Jylland, hvor størstedelen af min familie stadig bor, så det er altid lidt af et projekt, at skulle arrangere familiekomsammen. Heldigvis er min lejlighed stor nok til, at hele familien kan overnatte hos mig, hvilket er rigtig hyggeligt.

Jeg er et familiemenneske, og det kommer også til udtryk i min indretning. Jeg holder meget af at sammensætte nyt design og gamle arvestykker og kan godt lide, at hvert element har en historie med sig.

I denne weekend dækkede jeg op med tallerkener fra stellet Kornblomst, som er fra min bedstemor, og vandglas fra min mormor. Bestikket er nyt portugisisk design fra Cutipol, hvilket bl.a. kan købes hos DANSK Made for Rooms i Istedgade og Merci i Paris.

Vaserne fra Lyngby Porcelæn er en blanding af arvestykker fra min mormor og nyindkøbte. Jeg fyldte dem med orangerøde nelliker, som efter min mening komplementerer de kølige farver godt.

Jeg håber, du har haft en rigtig dejlig pinse!

Jonathan Lawes

Jeg lavede for noget tid siden et samarbejde med Jonathan Lawes på Instagram. Jeg kendte ikke noget til hans arbejde, før han kontaktede mig, men blev med det samme ret vild med hans værker.

Jonathans grafiske prints udtrykker en kærlighed til geometriske former og mønstre, men på en måde som efter min mening er lidt utraditionel og som bærer præg af, at der i processen ikke har været anvendt grids eller guidelines. Formerne er således skæve og måske lidt tilfældigt lagt på, hvilket dog udtrykker en dynamik, som gør værkerne super interessante.   

Jeg kan utrolig godt lide simpelheden og formernes uregelmæssigheder, som ofte er krydret med kraftige farver. På mit print er det en orange neon cirkel, som virkelig falder i øjnene og bryder det ellers neutrale farvetema. På trods af min meget hvide lejlighed, er jeg faktisk rigtig glad for farver, dog ikke for mange – og slet ikke på én gang. Derfor synes jeg, at dette værk passer helt perfekt ind i mit hjem.

Du kan se mere af Jonathan Lawes’ arbejde her: https://jonathanlawes.com/

 

Projekt: nyt køkken

Der er sjældent billeder af mit køkken på Instagram, og det er der en grund til. Det er nemlig ikke særlig pænt. På et tidspunkt blev jeg så træt af at kigge på det, at jeg rev overskabe og klinker ned på en af væggene, og det resulterede i den grå væg, i ser på billedet. Det er efterhånden to år siden.

Renoveringen af mit køkken er et lidt større projekt, og jeg har brugt de sidste par år på at spare sammen til det. Men nu har jeg endelig taget hul på projektet igen.

Projektet omfatter væltning af en bærende væg, så i første omgang har jeg sat nogle ingeniører til at lave beregninger for mig. Derefter skal projektet godkendes hos Københavns Kommune, og så kan det egentlige arbejde med at vælte væggen forhåbentlig gå i gang.

Når dette er gjort, kan jeg komme i gang med køkkenet, så inden da skal jeg lave en masse research på køkkener, men jeg har selvfølgelig allerede nogle favoritter. Reform og Multiform står højt på min ønskeliste, men det kan godt være, jeg skal spare en anelse mere sammen, før det kan lade sig gøre, hehe. Det vigtigste for mig i forhold til køkkenet er, at det er enkelt, funktionelt og af gode materialer.

En vigtig faktor er også, at pladsen udnyttes godt, da mit køkken ikke er særlig stort. Jeg synes, Kvik har lavet en fin løsning med at udnytte soklen til skabsplads. Så de er helt klart også på listen over køkkener, jeg skal kigge nærmere på.

Har du andre forslag, må du endelig kommentere på indlægget.

Page 3 of 3

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén