Vi har arvet en Tripp Trapp højstol, som virkelig trængte til en kærlig hånd. Jeg kontaktede derfor nogle autolakere i både København og forskellige steder i Jylland for at få en pris på lakering af stolen. Det viste sig at koste omkring 1000 kr. de fleste steder, hvilket jeg synes er alt for dyrt, når en ny stol jo koster omkring 1300 kr. Vi besluttede os derfor for at gøre det selv og tog i Dyrup i weekenden og købte maling, ruller og pensler.

Vi startede med at slibe alle stolens dele, før vi gik i krig med malingen. Til selve malerarbejdet brugte vi en rulle til overflader og sider og pensel til riller og de små hjørner. Vi gav den to gange og lod den tørre natten over, hvorefter vi samlede den igen.

Jeg var lidt bekymret for resultatet, da vi startede, og var faktisk meget tæt på at opgive og bare købe en ny, hehe. Men det er jo ikke særlig bæredygtigt, vel? Det blev heldigvis hurtigt bedre, og jeg synes faktisk resultatet blev overraskende godt. Man kan godt se, at det er hjemmegjort, men det har jo også sin charme. Jeg er i hvert fald fuld ud tilfreds 🙂

Farven er fra Dyrup og har følgende kode: S 4010-G30Y

Maling, rulle og pensel kostede ca. 330 kr.