Min pinseweekend har stået på familiebesøg. Oprindeligt er jeg fra Jylland, hvor størstedelen af min familie stadig bor, så det er altid lidt af et projekt, at skulle arrangere familiekomsammen. Heldigvis er min lejlighed stor nok til, at hele familien kan overnatte hos mig, hvilket er rigtig hyggeligt.

Jeg er et familiemenneske, og det kommer også til udtryk i min indretning. Jeg holder meget af at sammensætte nyt design og gamle arvestykker og kan godt lide, at hvert element har en historie med sig.

I denne weekend dækkede jeg op med tallerkener fra stellet Kornblomst, som er fra min bedstemor, og vandglas fra min mormor. Bestikket er nyt portugisisk design fra Cutipol, hvilket bl.a. kan købes hos DANSK Made for Rooms i Istedgade og Merci i Paris.

Vaserne fra Lyngby Porcelæn er en blanding af arvestykker fra min mormor og nyindkøbte. Jeg fyldte dem med orangerøde nelliker, som efter min mening komplementerer de kølige farver godt.

Jeg håber, du har haft en rigtig dejlig pinse!