&tradition er flyttet i nye lokaler, og det er blevet fejret under 3daysofdesign. Jeg var nysgerrig for at se, hvordan de havde indrettet sig og var derfor også forbi huset, som de har valgt at kalde “Home of A Collector”. Og det står hurtigt klart, hvorfor de har valgt dette navn.

På første sal har &tradition indrettet et galleri, hvor møblerne er blevet ophøjet til udstillingsobjekter. Det iscenesætter møblerne på en helt anden måde end i traditionelle showrooms, hvor møbler ofte præsenteres i en kontekst, som inspirerer og vejleder os i forhold til, hvordan vi kan og bør indrette os hjemme i vores egen bolig.

I hjemmet omgiver vi os gerne med ting, vi holder af, og som har en betydning for os. Hos &tradition understreges denne kærlighed til møblerne, der præsenteres på en måde, som fokuserer på skønheden i det enkeltstående møbel.

Denne skønhed forstærkes endvidere i lokalerne, der på klassisk vis er indrette med stuklofter, høje paneler og sildeben. Smukkere omgivelser findes efter min mening ikke, og jeg er ret spændt på at følge &traditions fremtidige planer med disse lokaler.