Pernille Baastrup

Interior | Design | Home

Page 2 of 3

Endelig! Væggen mellem køkkenet og spisestuen er nede

I dag blev væggen væltet. I går var jeg ret nervøs over projektet, men da jeg kom hjem fra arbejde i dag og så hullet, blev jeg virkelig glad. Det er stadig meget råt, men jeg tror, det bliver helt vildt godt, når det engang bliver færdigt. Køkkenet virker allerede meget større og det samme gør spisestuen, og selvom det har været gråvejr i dag, kommer der fantastisk meget lys igennem rummene.

Håndværkerne har stadig to dages arbejde foran sig, og så kan vi gå i gang med at pudse og male vægge. Inden da skal jeg dog have installeret gas og lavet el. Men nu glæder jeg mig bare til at kunne gøre rent og få spisebordet tilbage i spisestuen 🙂

 

Lad nedrivningen begynde

I morgen begynder nedrivningen af væggen mellem mit køkken og spisestue. Jeg var ellers ved at opgive det hele i starten af ugen efter en elektriker gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke har strøm nok i lejligheden til at få elkomfur. Dvs. jeg enten skal betale for at få ført strøm op igennem alle lejligheder (jeg bor på 3. sal), hvilket nok bliver alt for dyrt. Alternativt skal jeg have genetableret gassen og ført gasrørene udenom væggen, der skal rives ned.

Jeg blev ret bekymret for, at projektet økonomisk ville løbe løbsk, så var næsten ved at udskyde nedrivningen, men efter en snak med VVS’eren blev jeg lidt rolig igen. Han kommer på tirsdag og forhåbentlig kommer han op med en god og ikke for bekostelig løsning.

Her til aften har vi ryddet spisestuen og dækket af med plast, så nu er vi klar til kaosset i den kommende uge 🙂

Køkkenstatus

Køkkenprojektet har stået lidt i stampe, siden jeg fik min byggetilladelse før sommerferien, men i løbet af de sidste par uger er tingene begyndt at rykke på sig. Jeg har nemlig fået indhentet et tilbud på nedrivning af væggen mellem min spisestue og køkkenet, hvilket jeg har takket ja til og håndværkerne går i gang allerede her den 10. september. Inden da skal jeg dog have fikset nogle småting, bl.a. skal der afinstalleres nogle kontakter, og så skal jeg have fjernet et gasrør, som løber ned langs væggen.

I sidste uge kom VVS’eren forbi, men røret skal åbenbart lukkes nede hos underboen, før det kan fjernes helt. Det er altså ulempen ved lejligheder! Jeg krydser fingerer for, at det er ligetil, hvilket nok er lidt naivt, da der i gamle bygninger som min sjælden er noget, der er ligetil 🙂

Nå men VVS’eren kunne dog lukke for gassen ved boksen, så den tog han med sig sammen med mit komfur. Derudover afmonterede han radiatoren, så vi kunne begynde at rive klinker ned. Det arbejde klarede min kæreste i weekenden og fik samtidig revet overskabe og nogle af køkkenelementerne ned. Det kom til at se således ud:

Rimelig kaotisk og pt. lever vi uden ovn og komfur, hvilket allerede nu begynder at være ret irriterende, men sikkert en god motivator i forhold til at få køkkenet færdig hurtigst muligt 🙂

Byggetilladelsen er landet!

Som jeg tidligere har omtalt her på bloggen, skal jeg have renoveret mit køkken, og i den forbindelse vil jeg have revet væggen ned mellem køkkenet og spisestuen. Det er en bærende væg, og det har derfor været nødvendigt at få lavet ingeniørberegninger samt søge byggetilladelse. Beregningerne fik jeg for noget tid siden, og byggetilladelsen søgte jeg sidste mandag – og allerede i dag, en uge efter, har jeg fået min tilladelse. Frygtede at der ville gå måneder, inden den gik igennem, men Københavns Kommune arbejder for en gangs skyld hurtig 🙂

Væggen, der skal rives ned, er den for enden af min spisestue, som du lige kan ane på billedet ovenfor. Jeg forestiller mig, at det nogenlunde kommer til at se således ud:

Jeg faldt engang for lang tid siden over dette billede på Instagram (kan ikke huske, hvem der har lagt det ud. Måske Reform?), og det har været min inspirationskilde i forhold til køkkenprojektet. Hullet bliver dog ikke helt så bredt, og køkkenet ved jeg endnu ikke, hvad skal være. Det kommer efteråret til at gå med at finde ud af!

Nordiske designklassikere hos Designtorget

[Reklame for Designtorget]

I tirsdags besøgte jeg Designtorget i Malmø. Jeg havde fri pga. Grundlovsdag, så det var oplagt at tage en tur over på den anden side af sundet.

Designtorget forhandler nordisk design til hjemmet. Sortimentet består i høj grad af klassikere, men samtidig også af nyere produkter, som Designtorget tror på bliver fremtidens designklassikere. Fælles for alle produkter hos Designtorget er dog, at de er af høj kvalitet og har deres egen historie. 

Jeg har længe været ret forelsket i lilje lysestagen fra Skultuna, som vel nærmest er den svenske pendant til Georg Jensen. Lysestagen er designet af Ivar Ålenius Björk for Ystad-Metall i forbindelse med verdensudstillingen i New York i 1939. Ystad-Metall lukkede ned i 1969, men lysestagen er igen sat i produktion af Skultuna og er i dag blevet en moderne designklassiker. Med god grund, lysestagen er efter min mening et lille kunstværk.

Udover Lilje lysestagen kom jeg desuden hjem med Nattlight, designet af den hollandske designer Richard Hutten for Skultuna i 2011. Man kan vel aldrig få nok lysestager, vel? 🙂

Jeg synes ofte jeg har manglet en god taske, som jeg kan tage med mig på shopping. Designtorgets egen Frö taske er perfekt til dette formål. Designet er helt klassisk og af groft naturlæder fra Tärnsjö garveri på Öland. Den virker super robust, og jeg tror, den vil komme til at holde i mange år.

Slutteligt faldt jeg for kopperne, som i kan se på billedet nedenfor. De er hånddrejet af keramikeren Camilla Engdahl og glaseret med en sort glasur. Kopperne er helt unikke, og der er således ikke to, der er ens. De fås både i sorte og hvide. Jeg synes, de er super søde og glæder mig til at byde gæster på en kop kaffe!

Du kan se hele Designtorgets sortiment her: www.designtorget.se

Farvel til skrivebordspladsen

Jeg har i noget tid været utilfreds med min stue, især hjørnet med den lille skrivebordsstation, som jeg desuden sjælden sidder ved. Så for et par weekender siden pillede jeg det altså ned. Grunden til, jeg ikke havde gjordt noget ved det før, var de 14 kæmpe metal rawplugs, der gemte sig bag skinnerne, som stammer fra en reol, der har hængt på væggen tidligere.

Selv er jeg ikke særlig handy, så jeg er lidt afhængig af hjælp til den slags. Men det lykkedes heldigvis at få alle 14 rawplugs ud, hvoraf kun 2 efterlod nogle rigtig grimme huller. Jeg havde frygtet, at jeg skulle til at sætte filt på muren igen, men klarede det heldigvis med pollyfylla og så en gang maling til hele stuen.

Jeg synes, resultatet er blevet ret godt, men jeg mangler faktisk lidt min skrivebordsplads nu, så jeg går lige og overvejer, om mit gæsteværelse skal laves om til kontor. Sjovt som det ene projekt altid fører et nyt med sig, hehe 🙂

Kurve crush

Jeg har fået et lille crush på kurvene fra Lillerød. Jeg husker, at have set nogle magen til hjemme hos mine bedsteforældre, men aner ikke, om det har været fra samme producent, eller om det måske bare har været en udbredt fletteform tidligere.

Under 3daysofdesign mødte jeg Lisbeth Kamstrup-Holm, der står bag Lillerød og som fortalte lidt om historien bag virksomheden, der går tilbage til 1890. Filosofien var dengang at skabe smukke og nyttige kurve til hverdagsbrug ud af de materialer, som skoven stillede til rådighed. Dengang var det primært fyrretræ, der blev anvendt til formålet. I 1970 lukkede Lillerød dog ned for produktionen.

Lisbeth genskabte virksomheden i 2016 med samme filosofi, dog men en mere moderniseret kvalitet og finpudsning. Da fyrretræ med tiden ofte bliver gult, laves kurvene i dag i stedet for af asketræ, som bare har en super smuk lys brun farve og en rigtig fin struktur.

Alle kurvene er håndlavede i Danmark af mennesker, som er uden for det almindelige arbejdsmarked. Målet med det, er bl.a. at give mennesker, som har allermest brug for det, et meningsfyldt arbejde og liv – det er altså noget, der giver plusser i min bog 🙂

Kærlighed til møbler

&tradition er flyttet i nye lokaler, og det er blevet fejret under 3daysofdesign. Jeg var nysgerrig for at se, hvordan de havde indrettet sig og var derfor også forbi huset, som de har valgt at kalde “Home of A Collector”. Og det står hurtigt klart, hvorfor de har valgt dette navn.

På første sal har &tradition indrettet et galleri, hvor møblerne er blevet ophøjet til udstillingsobjekter. Det iscenesætter møblerne på en helt anden måde end i traditionelle showrooms, hvor møbler ofte præsenteres i en kontekst, som inspirerer og vejleder os i forhold til, hvordan vi kan og bør indrette os hjemme i vores egen bolig.

I hjemmet omgiver vi os gerne med ting, vi holder af, og som har en betydning for os. Hos &tradition understreges denne kærlighed til møblerne, der præsenteres på en måde, som fokuserer på skønheden i det enkeltstående møbel.

Denne skønhed forstærkes endvidere i lokalerne, der på klassisk vis er indrette med stuklofter, høje paneler og sildeben. Smukkere omgivelser findes efter min mening ikke, og jeg er ret spændt på at følge &traditions fremtidige planer med disse lokaler.

Følelsen af hjemme hos Ferm Living

København har de sidste tre dage været fyldt med designelskere. Der har nemlig været 3daysofdesign, en festival hvor designvirksomheder har præsenteret nye produkter, afholdt events og vist deres showrooms frem. Festivalen har eksisteret siden 2012, og det er blevet lidt en tradition for mig at tage rundt og se de forskellige udstillinger om lørdagen.

I år var min intention egentlig, at jeg skulle samle noget inspiration til mit køkkenprojekt, men min opmærksomhed blev hurtig afledt af især to udstillinger. Den første kan du læse mere om nedenfor, og den anden kommer der mere om på bloggen i morgen.

Jeg startede dagen hos Ferm Living, der med deres showroom “The Home” midt på Amagertorv bød gæsterne velkommen hjem. Og hjemme følte jeg mig hurtigt i lokalerne, der er indrettet som en rigtig lejlighed. Stemningen er afslappet, og personalet er utrolig imødekommende og fortæller mig, at jeg bare skal føle mig hjemme.

Ferm Living har længe eksperimenteret med farver, og jeg synes virkelig, de har skabt en helt unik stil, som adskiller dem fra de øvrige designvirksomheder. Derudover er Ferm Living efter min mening utrolig gode til at tænke helheden ind i deres designs. Deres produkter præsenteres næsten altid i en kontekst, der er hjemlig og inspirerende, hvilket kun understreges endnu mere i lejligheden på Amagertorv.

The Home er normalt lukket for offentligheden, men får du muligheden på et tidspunkt, er det klart et besøg værd. Der er så mange detaljer i denne lejlighed, som gør, at man kan blive ved med at gå på opdagelse og vende tilbage til de forskellige rum for lige at gense farvekombinationen, sammensætningen af puder eller billedvæggen. Det er i det hele taget svært at forlade hjemmet igen.

Borddækning med nyt og gammelt

Min pinseweekend har stået på familiebesøg. Oprindeligt er jeg fra Jylland, hvor størstedelen af min familie stadig bor, så det er altid lidt af et projekt, at skulle arrangere familiekomsammen. Heldigvis er min lejlighed stor nok til, at hele familien kan overnatte hos mig, hvilket er rigtig hyggeligt.

Jeg er et familiemenneske, og det kommer også til udtryk i min indretning. Jeg holder meget af at sammensætte nyt design og gamle arvestykker og kan godt lide, at hvert element har en historie med sig.

I denne weekend dækkede jeg op med tallerkener fra stellet Kornblomst, som er fra min bedstemor, og vandglas fra min mormor. Bestikket er nyt portugisisk design fra Cutipol, hvilket bl.a. kan købes hos DANSK Made for Rooms i Istedgade og Merci i Paris.

Vaserne fra Lyngby Porcelæn er en blanding af arvestykker fra min mormor og nyindkøbte. Jeg fyldte dem med orangerøde nelliker, som efter min mening komplementerer de kølige farver godt.

Jeg håber, du har haft en rigtig dejlig pinse!

Page 2 of 3

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén