En forrygende slutspurt

Der har efterhånden været stille på bloggen noget tid. Hvis i følger mig på Instagram, har i nok set hvorfor. Den 2. marts kom min lille søn til verden, og livet har jo været noget helt andet siden da. Er du interesseret i at høre lidt om fødslen, kan du læse med her.

Jeg endte med at gå 11 dage over tid, før den lille mand meldte sin ankomst, men da han endelig besluttede sig for at komme ud, gik det til gengæld stærkt. Jeg havde været på Riget fredag den 1. marts kl. 16 til en undersøgelse omkring igangsættelse. Her mente jordemoderen, at jeg kunne få taget vandet dagen efter, lørdag den 2. marts. Vi skulle bare ringe ind kl. 8.00 og få en tid. Hun tilbød dog at lave en hindeløsning med det samme – det kunne jo være, at det ville sætte fødslen naturligt i gang. Det viste sig også at være ret effektivt, og allerede i bussen på vej hjem kunne jeg mærke, at hun havde fået sat gang i et eller andet. Da vi var tilbage i lejligheden var det klart, at veerne var gået i gang, så vi fik bestilt noget aftensmad og besluttede at gå tidligt i seng. Men veerne tog så hurtigt til, at vi allerede kl. 20.30 ringede til hospitalet og aftalte at komme derind. Kl. 21.00 sad vi i en taxa, og meget hurtig efter vores ankomst blev vi fulgt til en fødestue, hvor jeg allerede var 10 cm åben og klar til at presse. Hvornår vandet gik vides ikke.

Vi havde gjort os mange forestillinger om, hvordan processen ville komme til at forløbe, og havde både været til privat fødselsforberedelse på Frederiksberg samt de to foredrag, som Riget tilbyder. Vi havde på ingen måde forestillet os, at det ville komme til at gå så hurtigt, som det gjorde. Alle de øvelser, vi havde lært til fødselsforberedelse, nåede vi slet ikke at lave, og smertestillende var der heller ikke tid til. Min indstilling inden fødslen omkring smertestillende var ret afslappet, jeg ville gerne forsøge uden, men ellers ville jeg blot tage det, som det kom og lade mig råde af jordemoderen. Da fødslen var i gang, var jeg derimod klar til at tage alt, hvad jeg overhovedet kunne få. Jeg var udemærket klar over, at jeg kunne se frem til voldsom smerte, men jeg må indrømme, jeg blev overrasket over, hvor voldsom den rent faktisk var. I dag, knap 6 uger efter, forstår jeg stadig ikke helt de kvinder, der går igennem den oplevelse mere end en gang, men mon ikke også min hjerne er indrettet til at glemme med tiden, hehe 🙂

Jeg husker egentlig ikke fødslen særlig klart, det er mere glimtvise billeder, jeg har lagret af oplevelsen. Jeg husker, at jeg får akupunktur, fordi pauserne mellem veerne er lidt for lange. Jeg husker, en læge er inde hos os to gange for at tage prøver af babys hoved, for at tjekke stressniveauet. Jeg husker, min kæreste tager fat i mig og spørger, om jeg “er der”, fordi jeg virker til at være ved at besvime (jeg forsøgte vist bare at sove i pauserne). Jeg husker også, de siger, at babys hoved er ude. Det billede, der imidlertid står allermest klart, er, da en sygeplejerske siger til mig, at jeg skal kigge ned. Der går vist et par sekunder inden jeg forstår, hvad hun mener, men da jeg kigger ned går alting pludselig i stå. Baby er ude!

Klokken er på det tidspunkt 00.12 og fødslen tog således omkring 3 timer fra vores ankomst til Riget. Efter 11 dage, der føltes som en evighed, må man sige, at vores lille mand havde en forrygende slutspurt!

Uanset hvordan en fødsel forløber, vil de fleste nok give mig ret i, at det er en helt og aldeles ubeskrivelig oplevelse, som nok aldrig går i glemmebogen. Vi har begge været fuldkommen skudt i den lille fyr siden fødselsnatten, og det bliver kun mere og mere for hver dag, der går. Se lige hvor lækker han er 🙂 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *