På programmet: Maj

Maj plejer jo at starte noget mere festligt ud. Vi bor lige op ad Fælledparken, så området emmer altid af 1. maj-energi med masser af glade mennesker og kamptaler og musik i baggrunden. Generelt plejer maj jo at være den måned, hvor alting rykker udendørs. Gadefestivaler og udendørs koncerter popper op og hver weekend afholdes der små loppemarkeder rundt omkring i parker og på pladser. Det er præcis det her tidspunkt på året, hvor København er mest fantastisk, synes jeg. Så øv, hvor blev jeg ked af det, da Mette Frederiksen på sidste pressemøde forlængede forsamlingsforbuddet til august og dermed aflyste alle sommerens arrangementer. En af de ting jeg havde glædet mig rigtig meget til her i foråret var koncerten med Einstürzende Neubauten og NEU! i Koncerthuset, som vi skulle have været til 30. maj, men som er blevet flyttet til maj 2021. Det virker jo som lysår ude i fremtiden!

Som så mange andre i denne Corona-tid, har vi virkelig fået udrettet en masse herhjemme. Har du fulgt med, har du måske set, at vi både har givet vores entré en lille makeover og badeværelset har fået en gang maling. Der er kommet gardiner op i soveværelset og på Ivans værelse. Ivans seng er også kommet ind til ham selv, men det projekt tager vi en anden dag 🙂 Derudover har vi bare fået ordnet en masse småting og det er jo virkelig dejligt, at der sker så meget på hjemmefronten, men nu savner jeg virkelig også bare at komme ud og opleve noget igen, så jeg er virkelig spændt på den næste udmelding fra Mette.

Kalenderen for den kommende måned er ligesom sidste måned helt tom, dog med nogle få undtagelser. I denne weekend får vi nemlig besøg af mine forældre, hvilket bliver så dejligt. Jeg glæder mig virkelig til at se min familie igen. Det føles som 100 år siden, jeg sidst så dem, på trods af at det faktisk kun er 2 måneder siden. Lige før det hele brød løs. I Kristi Himmelfartsferien senere på måneden har vi også planlagt, at køre en tur til Jylland, men det afhænger selvfølgelig helt af situationen på det tidspunkt. 

Når vi ikke kan fylde kalenderen med en masse spændende udflugter, tror jeg, det er godt at sætte nogle mål for sig selv, så man alligevel føler, man får noget ud af tiden. Derfor har jeg sat gang i et nyt strikkeprojekt, som jeg gerne vil have færdigt i løbet af maj. Jeg er startet på en cardigan til Ivan fra Krittewitt, som hedder Vera og kan findes her. Den er super sød og jeg forestiller mig, den bliver god til sommeren. Derudover samlede jeg for noget tid siden nogle anbefalinger på Instagram, som endte med denne liste. Jeg har kastet mig over “Alt det lys vi ikke ser” og forestiller mig, jeg skal nå halvvejs igennem denne inden måneden er omme. Slutteligt har jeg gang i nogle spændende samarbejder, som jeg glæder mig til at dele med jer her i løbet af måneden.

I ønskes en rigtig god maj måned!

Annonce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *